Jakob Jørgensen: It Was You and I Out There

Sønderborg i 1980’erne. To drenge ved navn Jakob Jørgensen og Sune Wagner finder sammen om musikken og drømmen om at slå igennem som band. Snart drager de til hovedstaden. De har en demo med, som imponerer Charles Smith fra Tex, som inden længe bliver bandets manager.

Pladekontrakten kommer i hus, og i 1994 udsender Psyched Up Janis debutalbummet, Swell. Det er med producer Craig Leon ved roret, og han beholder sin plads i stolen under indspilningen af de to øvrige regulære studiealbum, som bandet når at udsende – Beats Me i 1997 og Enter The Super Peppermint Lounge i 1998.

Undervejs har Psyched Up Janis både fået en solid fanbase, store kritikerroser og en international pladekontrakt. Men det store gennembrud udebliver, og i 1999 vælger Sune og Jakob at sige stop. Psyched Up Janis er slut, og der skal ske noget nyt. Jakob tror egentlig, at han er en del af fremtidsplanerne. Men Sune smider ham ud og påbegynder i stedet anden akt af sin karriere sammen med Sharin Foo i The Raveonettes.

Bruddet med Sune var ikke nemt for Jakob. Han starter også et nyt band op, men Knallert, som bandet hed, får aldrig sendt et decideret album på gaden. Efter et par år skifter Jakob gear. Han uddanner sig til folkeskolelærer og får fire børn.

De noget tunge følelser, der fulgte bruddet, har i mellemtiden fortaget sig. Så da Sune i 2009 – ti år efter opløsningen – foreslår Jakob at gendanne Psyched Up Janis for en stund, er begejstringen stor. Den første koncert er i Øksnehallen ved en fernisering for fotograf Søren Solkær Starbird. Den næste er ved Skive Beach Party, og til sidst venter så to lynhurtigt udsolgte koncerter i Store Vega. Psyched Up Janis er tydeligvis ikke glemt.

Så kort kan historien om Psyched Up Janis egentlig fortælles. Men den fortjener selvsagt ikke at være så fattig på nuancer. Derfor blev Jakob Jørgensen sat i stævne på Pegasus på Vesterbro – et af Jakobs stamsteder, hvor han hyppigt kommer for at spille Backgammon. Her fortalte han åbent og indgående sin version af historien om bandet – helt fra den spæde begyndelse i 1989, videre til opløsningen i 1999 og frem til gendannelsen i 2009.

Fra Sønderborg til København

Da du og Sune begyndte at spille sammen i slut-80’erne tænker jeg, at I som så mange andre unge musikere snakkede om jeres ambitioner og drømme. Hvad var det for en drøm, I havde dengang?

– Det var at lave en plade så hurtigt som muligt. At komme væk fra Sønderborg. Der var Sønderborghus, og det var supercool, og vi spillede også til nogle gymnasiefester, hvilket jo er fedt, når du går i gymnasiet. Og vi havde en fanskare dernede, så på dén måde var Sønderborg skidehyggelig. Men drømmen var der nærmest med det samme. Jeg kan huske, at Sune var hjemme ved mig lige i starten af 1.G, og dér så han, at jeg havde en bas. Derefter var det meget slag-i-slag. “Hey, vi skal øve i morgen! Har du lyst til at prøve at være med?” “Det kan jeg da godt!”

Hvor lang tid havde du spillet?

– Jeg var begyndt at spille bas på efterskolen i 10. klasse og havde spillet lidt deroppe. Så på det tidspunkt havde jeg ikke spillet andet end sådan noget efterskolemusik. Et par Gasolin-numre og hva’ fa’n ved jeg. Men selvfølgelig skulle jeg være med. Og så gik der ikke ret lang tid, før vi var enige om, at vi helt klart skulle lave en demo. Og så lavede vi nogle demoer oppe i øvelokalet – mest for hyggens skyld – før vi lavede I Never Change, som var den rigtige demo.

Hvad var ambitionen med demoen?

– Det handlede udelukkende om at tage den med til København. For at komme til at spille nogle koncerter. Og dér, hvor vi fik rigtig meget bid, var hos Charles ned på Tex. Han griner stadigvæk af os, for vi havde ikke skrevet noget telefonnummer på båndet! Vi havde bare givet ham båndet, og så skred vi. Det synes han simpelthen var så superprofessionelt! Men ambitionerne var helt klart at blive kendte og store. Men vi vidste også godt, at det krævede, at vi først fandt nogen, der troede på os. Og så få lavet en EP og en plade. Forhåbentlig få hul igennem. Og så arbejde sig opad derfra. Det var vi godt klar over.

Hvilke bands så I op til? Var der et, hvor I tænkte, at deres status kunne I godt tænke jer at have?

– Altså, da vi sad nede på Sunes kammer, hvor Sune sad og røg Lucky Strikes, og vi sad og drak nogle bajere, da hørte vi sindssygt meget Led Zeppelin. Men faktisk også The Sandmen.

Var der ikke noget D-A-D også? Eller var det mere bare Sune?

– Nej, jeg hørte også meget D-A-D, men det var faktisk tidligere. Det var helt tilbage, da jeg gik i 8.-9. klasse. Men jo, i starten spillede vi jo også nogle covers, og også lidt D-A-D, det er klart.

Hvor seriøst tog I jer selv i de tidlige dage? Hvis man sammenligner jer med Dizzy Mizz Lizzy og Kashmir, som I er blevet så mange gange, så var Kashmir lidt fjollede, og Dizzy havde ikke nødvendigvis helt så meget på hjerte som jer. Så man kunne måske godt forestille sig, at I var lidt mere selvhøjtidelige – ikke som personer, men som band.

– Selvhøjtidelige? Nej, det vil jeg ikke kalde det. Jeg har lige set den dér DR2-udsendelse om den dér bølge. Det sjove er, at der er nogen, der sidder og siger, at der helt klart var en bølge. Men vi var ikke en del af en bølge. Og det var ikke bevidst, at det ville vi ikke være – men det syntes vi bare ikke, at vi var. Vi syntes overhovedet ikke, at musikken var den samme. Prøv lige at sammenligne Subsonic Why? med Silverflame! Det er for mig at se to meget forskellige universer. Og altså, Kashmirs Jamie Fame Flame ... Men Kashmir siger jo så også i interviewet, at Sune havde sagt, at de var et gymnasiefunkband. “Hvad vi i virkeligheden nok også var,” siger Kasper så. “Og vi var nok også nemme at drille.”

Så de var måske i virkeligheden mere selvhøjtidelige end jer, selv om de var de fjollede? Og det er ikke for at pådutte jer noget.

– Nej, men jeg prøver på at smage lidt på ordet “selvhøjtidelig”, og hvad du sådan helt præcist mener.

Jeg ved godt, det klinger negativt, men jeg tænker på det i betydningen, at man tager sig selv meget seriøst, og at det, man har, fandme er autentisk og ægte, og man har noget på hjerte. Det er ikke fjol, og det er ikke overfladisk.

– Det er jo tit med sådan nogle ord, at du kan tolke dem både negativt og positivt. Men jeg er da sikker på, at Kashmir tog sig selv sindssygt alvorligt. Det gjorde de. Det ved jeg. Men i virkeligheden, så var dem, der tog sig selv mindst alvorligt, nok Dizzy Mizz Lizzy. I hvert fald indtil de fandt ud af, “hov, hvad fanden er det egentlig, der foregår?”. Det er som om, succesen mest kom som en overraskelse for dem. Vi havde jo været igennem det hårde slid – og var bevidste om det. Da Dizzy Mizz Lizzy vandt DM i Rock, havde vi slidt og slæbt i fire år, og vi vidste godt, at det ikke var den vej, vi skulle gå. Sådan ser jeg det stadigvæk den dag i dag. Altså, musik og konkurrencer – det er jo noget mærkeligt noget. Også inden for klassisk musik med sådan nogle små børn, der står og spiller. Det er da vildt underligt! Jeg synes, det er fint, at små børn spiller musik, og folk kan også godt sidde og klappe af det – men ligefrem at lave en konkurrence ud af det? Jeg synes, det er perverst.

Hvornår kom det første glimt af, at det her band, I havde gang i, godt kunne gå hen og blive til noget stort?

– Jamen, det lå der hele tiden. Vi var bevidste om, at det drejede sig om små skridt ad gangen.

Var der ikke et såkaldt tipping point?

– Nej. Der har været nogle steder, hvor man kunne sige, “hold da kæft – yes!”. For eksempel da Craig Leon sagde ja til at komme over og høre os på Montmartre. Så tænker man på Ramones, The Fall og Blondie – og hvis den mand synes, der er krummer i os...! Og så er der Orange Scene. Men da vi åbnede Orange i ’96, så havde det årene forinden været Kinky Boot Beast og Boghandle, og det var jo folk, vi hang ud med og kendte rigtig godt. Så på dén måde var det ikke sådan nogen overraskelse. Jeg tror, jeg blev mere overrasket, da jeg hørte at Kinky Boot Beast eller Boghandle skulle spille der, end da jeg hørte, at vi skulle. Men jeg vil ikke sige, at der har været sådan ét tipping point. Der har været mange små.

Hvad med den første pladekontrakt?

– Jamen selvfølgelig. Og da Ian Walsh sagde ja til at lave den første EP i Sverige, sagde vi, “fedt, mand – det er da et navn!”. Han var jo én, som vi så op til på det tidspunkt, for han spillede i Boghandle, og dem havde vi set i Sønderborg. De var kommet fra København, og de spillede røven ud af bukserne. Så det syntes vi jo var fedt. Men det er et lille bitte skridt. Og det var jo ikke fordi Craig Leon stod og ventede på os, da vi kom ind med toget dér klokken 15:23 i 1992, da vi flyttede til København. Det er de små skridt. Vi havde båndet med, og så mødte vi Charles, og vi blev Band of the Month på Tex – og så videre og så videre.

Hvad var højdepunktet på Swell-turneerne? Var der en særlig koncert, der skilte sig ud, eller et bestemt øjeblik, hvor det hele bare gik op i en højere enhed?

– Jeg vil hellere vende den om og sige, at det var meget sjældent, at vi ikke var tilfredse og glade. Der var stort set altid højt humør, high-five, krammere og knyttede næver. Vi var bare superglade. Og de få gange, vi ikke gjorde det godt, eller hvor vi ikke selv var tilfredse, kunne vi også godt mærke det på Charles. Så vidste vi godt, den var gal. Men det var meget, meget sjældent. Altså, Charles har stort set set alle vores koncerter. Den eneste, han ikke har set er Skive Beach Party, ellers har han set alt.

Ud med Martin, ind med Yebo

Hvordan var dit forhold til Sune og Martin i Swell-tiden? Var I en stærk treenighed, der skulle ud og erobre verden?

– Ja, men både og. Sune og mig havde jo kendt hinanden i lang tid. Vi så op til Martin som den trommeslager, han var. Og han var også en sød fyr. Men han var anderledes. Vi blev aldrig venner med ham. Det gjorde vi sgu ikke.

Hvordan var han anderledes?

– Han holdt sig meget for sig selv. Han cyklede utrolig meget på sin mountainbike, og han havde sine egne venner, som han gjorde rigtig meget ud af. Så tit og ofte – også da vi flyttede til London – så var det Sune, mig og Charles, der hang ud, mens Martin så sad på en anden pub, hvor han havde mødt nogle danskere eller nogle englændere. Det var faktisk lidt underligt. Vi hang aldrig ud med Martin. Men vi var heller aldrig uvenner. Det var ikke sådan, at vi ikke kunne lide hinanden. Men vi klikkede aldrig rigtigt. Sune havde et eller andet issue med ham, og måske var netop det, at vi ikke hang ud med ham. Men vi havde den fedeste tur som opvarmning for Killing Joke rundt omkring i Europa. Det var superfedt, og dér var Martin jo med.

Martins éngangserstatning på Orange Scene i 1996 var jo så trommeslageren fra Killing Joke, ikke?

– Jo, der skete jo så det, at ikke ret lang tid efter Killing Joke-touren, så smed Sune ham ud. Det kan være, at Sune simpelthen havde fået for meget af Martin på den tour. Så han røg ud derovre i England. Og så stod vi dér. Det er jo også typisk Sune – hvis han bestemmer sig for noget, så gør han det. Så han smed Martin ud tre uger før, vi stod og skulle spille en koncert på Orange. Hallo, mand! Charles var rystet, og jeg tænkte også, “okay, what the fuck?”. Men så fik vi nemlig trommeslageren fra Killing Joke med. På det tidspunkt var han jo 45 eller sådan noget, og vi var stadigvæk kiddos. Så vi så ham som sådan en voksen mand. Og han spillede superfedt. Jeg tror, vi øvede én gang. Han kunne alle sangene – det var så vildt! Han kom bare og spillede dem én gang og sagde, “hey, vi er klar – cool”. Jeg kan huske, at vi blev interviewet af brasiliansk MTV. Det var lige før, vi skulle på scenen. Journalisten introducerer os med en lang forklaring om, hvem vi er, om Danmark og Killing Joke, og nu har vi ham med, og hvordan er det at være med et dansk band i Danmark, som er populære i Danmark – og lige i det hun stikker mikrofonen hen til ham, tager han et skridt bagud. Og bag ved Orange er der de her kæmpe pløkker, og han laver simpelthen en baglæns saltomortale! Det var helt vildt mærkeligt! Men han var supercool. Sådan en ældre herre på 45 – han rejste sig jo op og headbangede til de dér bækkener! Han var helt oppe at køre! Og vi tænkte lidt over, om han kunne blive vores trommeslager. Men lige efter havde vi jo så tretten trommeslagere til prøve. Og jeg tror kraftedeme, der var en af dem, der kom helt oppe fra Skotland. Og vi boede altså i Brighton. Så han havde kørt hele vejen ned, og jeg lover dig – han havde spillet under to minutter, så kunne vi høre, at det dér, det var jo helt væk! Altså, det kan du høre med det samme. 99 ud af 100 gange kan du høre det med det samme. Og hvis du er i tvivl, så bliver det højst sandsynligt et nej, for du skal sgu ikke være i tvivl. Det skal være sådan, så du bare siger, “fucking hell, mand – det holder det dér”.

Hvilke numre brugte I til de auditions?

– Det kan jeg ikke huske, men jeg ved, at det helt sikkert har været nogle easy going numre. Det kunne godt være I Died In My Teens og Vanity. Nogle, der kører lige ud af landevejen.

Så ikke Dense High eller sådan nogle?

– Nej, så skulle det være fordi han gjorde det godt i nogle af de andre numre. Men det var der ikke nogen, der gjorde. Det var sådan nogle vilde typer.

Hvordan endte det så med at blive Yebo?

– Det endte med ham, fordi vi sagde, “okay, hvis der ikke findes en fucking trommeslager herovre i England, der kan spille trommer, hvem kender vi så derhjemme?”. Vi kendte Yebo lidt fra Thau og Death Tothe og Propdenoppopklop og alle de dér syrede ting. Og vi syntes, han var fed. Han har jo sin egen stil. Han er jo sådan lidt sloppy-loose, hvor Martin var meget stram. Men okay, på det tidspunkt havde vi lavet Swell, og vi var allerede på vej et andet sted hen. Så jeg tror bare, vi sad og snakkede om ham og nogle af de andre, der fandtes. Og så endte det med, at vi sagde, “vi starter med at spørge ham – han virker som en supercool fyr, og han spiller fedt, så vi prøver ham”. Han sagde ja, og så kom han over til England. Jeg kan huske, at han startede med at gå ned til stranden, og så skulle han ud at bade. Vi spillede nogle shows med ham i London, og så har det stort set været ham siden. Han var med på Beats Me, men så ikke på den næste. Det var igen Sunes beslutning, og sådan har han det jo også med Raveonettes i dag. Ud over Sharin, så er det jo meget ofte nye folk, han har med. Én tour, én plade – næste! Det er hans måde at gøre det på.

Tilblivelsen af Beats Me og Enter The Super Peppermint Lounge

Hvordan husker du tiden i Brighton omkring tilblivelsen af Beats Me? Hvordan var stemningen i bandet?

– Jamen, stemningen var god. Vi havde selvfølgelig håbet, at Swell havde gjort noget mere. Vi havde jo fået de vildeste anmeldelser i Kerrang! og NME og nogle af de dér vilde blade. Mine forældre har gemt alt det dér, og det ligger oppe i deres sommerhus. For nylig havde min mor så fundet det hele frem, for hun syntes, det var sjovt at sidde og kigge på. Og jeg så, at Kerrang! havde rated os til at blive det næste store. Fire ud af fem stjerner. Det her kunne næsten ikke gå galt. Single of the week. I Died In My Teens. Kerrang! var et kæmpe blad dengang. Jeg ved ikke, hvor stort det er i dag, men dengang var det det største hårde rockblad. Så vi havde da også troen på det. Altså, for fanden, vi var kommet derover, og vi havde fået en fed pladekontrakt. Der var et eller andet med, at vi mente, at numrene altså skulle ud nu, og at der blev ventet for længe.

Men stemningen var god nok alligevel?

– Ja, vi havde bare håbet på noget mere. Men vi havde en tro på musikken. Og når Sune er kreativ, så er han også glad. Det er det, der driver Sune. Og ham, der driver det kreative. Det er sådan en dobbeltvirkning. Han havde jo kraftedeme lavet 60–70 numre, og det havde han sådan set også til Enter..., så det var bare med at vælge og vrage. Det kan være svært, når du er tre mand. Skråstreg fire. Sune insisterede selvfølgelig på nogle ting, men han spurgte Charles og mig meget til råds. Og Charles har været med til at bestemme en del ting. Han var 11 år ældre end os og havde en vis erfaring inden for nogle ting, og han var musikelsker. Han var kæmpe fan af Sunes univers, ligesom jeg var. Så det var os tre. Man kan sige, at Yebo var en lejesvend. Men en fantastisk lejesvend.

Hvad så, da I nåede til Enter The Super Peppermint Lounge? Føltes det som et sidste afgørende skud på albumfronten, eller var det bare et helt naturligt tredje album i rækken? Det var jo det sidste regulære album.

– Ja, det var det. Det vidste jeg jo ikke. Jeg ved ikke, om Sune vidste det. Det tror jeg ikke, han gjorde. Ikke på det tidspunkt. Men igen skulle Sune jo eksperimentere lidt ved selv at spille trommer.

Gik det ikke meget godt?

– Jo, jo, det gjorde det. Det synes jeg. Men når jeg hører det i dag, så kan man godt høre, det er ham. Men det har sin charme. Sune kan sagtens spille trommer. Han har jo spillet trommer hele sit liv. Og jeg så eller læste faktisk for nylig, at han stort set altid bygger sine numre op omkring beats. Og det giver jo sådan set god mening i Raveonettes med trommemaskinen og de dér beats. Og så ved jeg ikke, om han så laver guitar eller sang eller begge dele på én gang bagefter. Men han er meget beat-minded, så det har altid ligget ham nært.

Han er beat-minded på mange måder, kan man sige.

– Ja, og han elsker jo at eksperimentere og prøve noget nyt. Men det var syret kun at være os to i et studie. Charles kunne nemlig ikke være der. Han skulle have fjernet sin blindtarm på et tidspunkt, og jeg kan ikke huske, om det var dér. Men han kunne i hvert fald ikke være der. Og det var meget sjældent, at han ikke var der, for vi boede jo sammen. Vi var meget tætte med Charles, og blev det jo så også med Craig – det var jo trods alt det tredje album, vi lavede sammen – og med Cassell Webb, hans kone. Det er jo nogle ældre mennesker, men derfor kan man godt klinge skidegodt sammen og være venner med dem. Efter et stykke tid ville Charles så gerne hen til os i studiet, og vi havde det faktisk sådan, “hvem ringer og siger, ‘Charles, bliv væk?’ – for det kører så fedt!”. Det var der ikke rigtigt nogen af os, der turde. Mig og Sune turde heller ikke sige det højt.

Så hvad endte I med at gøre?

– Jeg tror, det var Craig eller Cassell, der sagde, “prøv at høre her – det kører jo skidegodt”. Og det skal forstås på godt og ondt. For Charles mente det jo godt, men han havde bare nogle skarpe meninger. Og han er fyren, der meget gerne vil diskutere, hvor vi andre fire – Cassell var med under hele det album, faktisk – bare var enige. Det svingede. Vi var kreative sammen, og vi fandt på nogle syrede ting. Evil Beauty slutter med sådan et sjovt klaver – og det er Craig, der spiller det. Han skulle også lege med! Og det kan sagtens være, hvis Charles havde været med dér, at han så havde sagt, “arh, klaver??”. Men jeg elsker det nummer, og jeg elsker den slutning. Men jeg er også stor fan af Craig. Af hans personlighed og hans helt specielle måde at være på. Han er en helt speciel fyr, det må man sige. Og fantastisk dygtig.

Bruddet med Sune

Afskedskoncerten på Roskilde var så året efter, i 1999. Hvordan havde du det med den? Var du primært vemodig eller opstemt?

– Det er sjovt, du siger det, for jeg var nok begge dele. Jeg vidste godt, at det var ude med Psyched Up. Men jeg havde jo en idé om, punkt ét, at vi skulle fortsætte, punkt to, at det var med en ny stil. Jeg havde hørt Raveonettes-demoerne, og jeg syntes, de var fede. Jeg kunne vildt godt lide dem. Evil L.A. Girls og de dér helt gamle nogen.

Attack Of The Ghost Riders og så videre.

– Ja, jeg syntes, de var superfede. Så på den måde var jeg egentlig opstemt og tænkte, “okay, det er noget nyt, men det er måske også det, der skal til”.

Og en kvindelig sangerinde skulle der også til.

– Ja, og det var jeg helt cool med. Det var supercool, og jeg vidste også godt, der skulle være noget trommemaskine og nogle nye medlemmer. Det var helt cool. Men da jeg så kom med anmeldelsen af koncerten – dagen efter, på Roskilde, og vi havde fået 5 ud af 6 stjerner – så sagde jeg, “hey, Wagner, prøv lige at se her!”, og så kunne jeg godt mærke, at der var et eller andet med ham. Det kan godt være, han havde besluttet sig inden koncerten, men det var nok først dér, det helt gik op for ham. Det skete først nogle dage efter, at han smed mig ud, men jeg kunne bare mærke, at der slet ikke var den dér, “årh, mand, fedt, yes!”. Det kan selvfølgelig også være, at han havde sådan et eller andet med, “shit, mand, Psyched Up for sidste gang”, men det tror jeg ikke. Jeg tror, det var noget personligt over for mig. For der gik ikke mere end to-tre dage. Jeg var oppe at spille golf med min storebror, og så ringede Sune og sagde, “vi skal snakke”. Og da han sagde det på den måde, kunne jeg godt mærke, at der var et eller andet her. Så spurgte jeg, hvor vi skulle mødes. “Lad os mødes på Bo-Bi Bar.” Et sted inde i byen, hvor vi havde været nogle gange. Da jeg så ankom, og han sad dér med en danskvand, så vidste jeg godt, hvad klokken var slået.

Hvordan formulerede han det?

– Det var meget kort. Meget lige ud af posen. Jeg tror, han sagde noget i retning af, “jeg har valgt at fortsætte alene”. Og jeg blev sådan rimelig paf. Jeg blev ikke sur, og jeg blev heller ikke skuffet. Jeg blev bare paf. Jeg kiggede ham dybt i øjnene og sagde, “så er det vel bare det”. “Ja,” sagde han så. Og så var den i virkeligheden ikke meget længere. Da jeg så kom hjem til min kæreste, så brød jeg helt sammen. Fuldstændig. Så var det ligesom om, at det gik op for mig. Fucking hell, mand. Det var det.

Så Sune holdt den gode stemning til og med koncerten? Du havde ikke fornemmet noget på dagen for koncerten?

– Nej, og heller ikke op til. Det var den gode, gamle stemning. Og jeg er sådan set også ligeglad med, om han havde besluttet det før eller efter. Havde han besluttet det før, så var han stadig ivrig efter, at vi skulle spille en fed koncert og var helt oppe at køre – og sådan skal det sgu også være. Det er cool med mig. Og i virkeligheden kunne mit hoved sagtens forstå det. Mit hjerte havde sværere ved at forstå det, og det tog lang tid, før det kunne det. Men mit hoved kunne godt forstå det, for Sune ville noget nyt. Han havde cuttet pladeselskaber, bookingbureauer, trommeslageren, navnet, og han cuttede også Charles. Så den eneste, han manglede, det var faktisk mig. Han ville bare starte fuldstændig fra scratch. Og det er fair nok. Vi havde ti fantastiske år.

Hvor meget snakkede du med Sune i de år, der så fulgte?

– (holder pege- og tommelfinger op som et nul)

Var det bevidst fra begge sider, eller var den én, der forsøgte at snakke med den anden?

– De første to år, tror jeg nok, at det var godt, at han holdt sig væk... Jeg har mødt ham nogle gange, men det var først senere. Efter 5–6 år.

Hvordan var det at møde ham første gang efter alle de år?

– Det var cool nok. Der var stadig en lille smule, “nå-nå, hej-hej”. Jeg tror, jeg mødte ham nede på Mærkbar pissestiv. Eller på Stengade eller sådan et eller andet sted. Det var med krammer og sådan. Men jeg tror ikke, vi snakkede så meget sammen.

Var der i årene efter opløsningen en form for lettelse i ikke at spille sammen med ham længere?

– Nej, det ved jeg sgu ikke. At leve af at spille musik, det er jo et mystisk univers, i forhold til at have et otte-til-fire-job. Du skal saftsuseme passe på, du ikke falder i nogle faldgruber. Nu har jeg jo arbejdet som lærer i efterhånden otte år, og dér er det noget med at komme tidligt op om morgenen. At gøre sig klar. Og med fire børn og fuldtidsjob, så er der bare nødt til at være nogle rammer. Der skal ikke ret meget til, før det går galt. Ungerne bliver jo totalt irriterede, så snart man bryder rammerne, eller når tingene ikke er sat i system. Det kan de slet ikke finde ud af. Og det har også taget mig lang tid at lære. For som musiker sover du alt for længe. Tager på alt for mange pubs. Det var sgu svært, da vi boede i England, mand – det må jeg sige. På det tidspunkt spillede vi ikke så vanvittigt mange koncerter. Vi var på den tur dér, og vi spillede lidt i London, men der var eddermame mange dage, hvor vi ikke spillede. Jeg havde så en kæreste i Danmark, så jeg fløj hjem en gang imellem. Men ellers så stod den jo bare på at sove alt for længe, læse nogle bøger og spille noget golf. Altså, vi havde øvelokale i kælderen, og jeg tror, vi øvede tre gange! Vi kunne have øvet helt vildt og været kreative. Men Martin gad ikke rigtigt, og jeg havde jo min frihed til at spille golf og gå rundt nede på stranden og hva’ fa’n ved jeg. Så vi fik øvet alt for lidt, altså. Vi kunne bare have sagt til os selv, at nu øvede vi tre timer hver eneste fucking dag, så vi ville blive verdens fedeste band. Det gjorde vi bare ikke.

Tror du, det havde gjort en forskel?

– Nej, det tror jeg i virkeligheden ikke. Det kan godt være, vi var blevet mere tight, men man skal også passe på med ikke at blive alt for tight. Et band som Helmet skal være tight. Og Tool og sådan nogle bands. Men vi kunne godt have udforsket lidt mere. Sune sad sindssygt meget sin lille firespors og lavede de dér ting. Det gjorde han bare. Det havde han det nok bedst med. Det gør han jo stadigvæk. Så nej, jeg tror ikke, det havde gjort den store forskel.

Har du nogensinde set Raveonettes?

– Ja, jeg har set dem flere gange.

Så du dem i løbet af de dér første 5–6 år efter bruddet?

– Nej.

Overvejede du det? For at se hvad det var, han ville i stedet?

– Det tror jeg ikke, jeg gjorde. Men jeg kan ikke huske, om jeg gjorde.

Hvad synes du så om dem, nu hvor du har hørt dem og set dem?

– Jeg synes, de har lavet nogle helt fantastiske numre. Aly, Walk With Me synes jeg er et fantastisk nummer. Det er klart, at nu har de lavet seks albums eller sådan noget, og de kan selvfølgelig ikke lave 60 supersange. Men jeg synes, nogle af dem er supergode. Og her for nylig har jeg udforsket nogle af de ikke så kendte numre på YouTube.

Hvad synes du om dem live?

– Jeg så dem i Tivoli, hvor det ikke var særlig højt.

Lige nu her i august med Sort Sol?

– Ja. De gjorde det meget godt, men det var alt for lavt. Og jeg så dem på Roskilde sidste år eller forrige år, hvor der var en masse problemer – og når der er tyve minutter, hvor musikken ikke spiller, så er Sune jo altså ikke den store entertainer, kan man sige! Og så har jeg set dem på Beatday i ’09 – det år, hvor vi spillede sammen. Og så et par gange mere.

Tilbage på skolebænken – og om bag katederet

Du begyndte jo så at spille med i bandet Knallert. Hvordan føltes det at spille med nogle helt andre for en stund?

– Jamen, det var jo fedt at starte noget nyt op. Det er jo ikke som at starte fra bunden. Eller jo, det er det sådan set, men du er ikke grøn længere. Du har allerede spillet på Loppen tusind gange. Du har lavet lydprøver tusind gange. Du har slæbt gear tusind gange. Men det fede ved det var faktisk øverne. At komme ud og øve med nogle drenge. At stå og drikke nogle bajere og hygge sig og fyre den af. Totalt banal mandehørm. Det var superfedt. For vi øvede jo stort set aldrig i Psyched Up. Vi øvede op, når vi skulle på tour. Men ellers øvede vi ikke.

Hvor lang tid holdt Knallert? Der kom da i hvert fald en EP, kan jeg huske.

– Ja, der kom en EP, og vi indspillede faktisk også et helt album, som vi desværre aldrig kom videre med. Den blev indspillet ude i Black Tornado, som er et fedt studie ude på Refshaleøen, sammen med Ralph, der også var lydmand på Stengade og Loppen, og Guf fra Baby Woodrose.

Så begyndte du på seminariet, ikke?

– Jo. Jeg blev færdig i ’06.

Hvordan var det at sidde på skolebænken efter at have været rockstar?

– Det var fandme hårdt. Der gik jo tre år, inden jeg startede på seminariet, hvor jeg arbejdede i en vuggestue. Det var skidehyggeligt i øvrigt. Jeg fik øjnene op for de små unger dér, og jeg fik selv et barn på det tidspunkt. Det var supercool. Men det var tough at komme i gang på skolebænken. Men så kan man også sige, at det var seminariet, og så var det jo heller ikke slemmere. Men alligevel. Det var sikkert også sundt for mig. I folkeskolen og gymnasiet havde Sune og jeg de latterligste karakterer. Jeg tror, jeg havde et snit på 6,9 og han havde 7,1 eller sådan noget. Det var helt latterligt. Vi fik jo 5-taller i både spansk og fysik og hvad ved jeg. Der var nogle enkelte 9-taller et eller andet sted, og jeg ved ikke hvor fanden de kom fra. Vi lavede jo ikke en skid.

I spillede tennis, ikke?

– Jo, nede i skoven. Med en sixpack og Sune med sine Lucky Strikes. Han var ti gange bedre end mig. Han spillede nærmest på et eller andet udtaget hold. Så han bankede mig jo. Vi har sikkert lavet nogle regler med, at han skulle spille med venstre hånd! Men det var fedt. Vi blev taget i det flere gange, og jeg tror også, vi kom i rektors sorte bog. Én advarsel mere, så er det ud af hytten!

Så nu handler det om lærergerningen, fire børn og backgammon?

– Ja, og fodbold. Jeg spiller stadigvæk. Syvmands. Jeg har spillet siden jeg var fem. Jeg har holdt nogle få pauser, men ellers har jeg spillet fodbold hele mit liv.

Hvem spiller du for?

– Den hedder Boldklubben H. De kommer fra Holbæk, gutterne. Så jeg tror, det er det, H’et står for.

En musikalsk og venskabelig genforening

Du ringede så til Sune i 2009 og spurgte ham om ikke I skulle have en øl. Er det ikke korrekt?

– Jo, jeg spurgte ham, om ikke vi skulle have en øl. Men jeg har også lige læst et interview, hvor Sune fortæller, at han havde lovet Søren Solkær Starbird at lave et musikalsk indslag, og så spurgte Søren ham under en middag, hvad han så havde tænkt på – og så fløj det ud af Sune, at han havde tænkt på at gendanne Psyched Up.

Det var mig, der lavede det interview med ham, så jeg kan godt huske det.

– Er det rigtigt? Nå, men Sune siger jo så, at han skyndte sig at ringe til mig.

Men jeg troede, du havde ringet til ham inden?

– Ja, men jeg kan faktisk ikke huske, om det var ham, der kontaktede mig, eller mig, der kontaktede ham. Det var som om, vi begge havde tænkt, at nu, hvor Sune var i byen, om vi så ikke lige skulle mødes over en øl eller noget. Der er noget, der dæmrer. Jeg tror, jeg spurgte, om vi ikke skulle have en bajer, hvorefter han så sagde, “jamen, så lad os da gå ud og spise en middag”. Sådan et eller andet.

Men det var inden gendannelsen overhovedet havde været på tale?

– Ja, det har det sgu nok været. Bare det dér med, at jeg er blødt op og har spurgt, om vi ikke skulle drikke en øl, har måske fået Sune til at tænke, “nå, okay, han er ikke lige så sur på mig, som han var for otte år siden!”. Ej, jeg var ikke sur på Sune. Jeg var såret. Simpelthen. Jeg var et såret dyr, der lå ude i skoven og bare ventede. Det var jeg sgu. For Psyched Up betød så meget for mig. Det var mit liv. Jeg rejste væk fra et menneske, jeg holdt sindssygt meget af. For at blive rockstjerne. I udlandet. Det gjorde jeg jo. Og det var svært at komme tilbage til hende.

Er det hende, du stadig er sammen med i dag?

– Nej, det var én, jeg havde gået i gymnasiet med. Som jeg så mødte i Aarhus til en koncert. Så blev vi så kærester og var det i halvandet år. En meget sød pige.

Det var jo ret præcist ti år efter bruddet, at gendannelsen af bandet fandt sted. Tror du det har spillet en rolle?

– Nej, det tror jeg egentlig ikke. Havde Sune spurgt mig to år før, havde jeg også været klar. Det havde ikke givet mening de første to år. Eller de første fem år, hvor han brugte så megen tid på Raveonettes. Men havde han ringet efter otte år, så havde jeg da været på. Helt klart.

Hvordan var det så endelig at se hinanden igen?

– Det var sgu cool. Det var et eller andet sted som om, vi aldrig havde været væk fra hinanden. Han skulle lige høre om min bror, og jeg skulle lige høre om hans søster og hans mor og så videre. Så sad vi og snakkede lidt om gamle dage og om nogle af alle de gamle røvhuller. For vi har jo masser af fælles venner. Det er jo klart. Hans søster har været kærester med min bedste ven og frem og tilbage. Vi var sådan en stor klump af sønderjyder, der rejste til København i ’92.

Da han så foreslog at spille reunion-koncerterne, hvordan tog du så imod den ide?

– Jeg blev da ellevild. Jeg tænkte, “for fanden, kan det være anderledes?”. Jeg synes, det var fedt. Jeg var sådan lidt betænkelig over, om der ville komme nogen folk. Kan folk huske os? Kan jeg overhovedet spille bas endnu? De dér helt simple ting. De kørte sådan lige gennem hovedet. Men da jeg så fandt den gamle bas frem, så kørte det selvfølgelig meget godt, og jeg tænkte, “vi fyrer den sgu af!”. Vi øvede én gang.

Så I holdt stilen fra dengang?

– Ja, fuldstændig! Eller, ej, det var vist halvanden gang. Der var noget med, at en af os var nødt til at smutte eller sådan noget.

Var der nogle numre, som I skulle spille, som du helt havde glemt i den mellemliggende periode?

– Nej, det var der ikke. Men jeg er dårlig til titler. Dér er jeg helt væk. Hvis jeg kigger på de cd’er, vi har lavet, så ved jeg godt, hvilke numre det er, men hvis vi når ud i nogle demonumre, så skal jeg måske lige komme i tanke om, hva’ fa’n det lige er det hedder, det nummer dér.

Var der nogle af numrene, der især var fede at få lov at spille live igen?

– Jeg har altid elsket at spille Vanity. Der er et eller andet over det. Jeg ved sgu ikke, hvad det er. Men jeg har altid elsket det, og jeg husker også, at jeg elskede at spille det i 2009. Det er sjovt, du nævnte Dense High tidligere, for det er et af mine yndlingsnumre. Men vi har ikke udgivet det på et album, og vi har heller ikke spillet det synderligt meget. Og det har altid undret mig. Der er nogle ting i det nummer, som jeg elsker helt vildt. Det ville jeg elske at spille igen. Men altså, der er jo nogle numre, der hænger fast. Shudder. Den elsker jeg også at spille. Det er så dejligt tilbagelænet, og alligevel så er der noget i det – også med opbygningen, der kommer senere. Det er sgu et godt nummer.

Du nævnte, at du var nervøs for, om folk overhovedet kunne huske jer. Var du så på nogen måde overrasket over den begejstring, I blev mødt med fra publikums side?

– Jeg vil sige, at jeg var nervøs i 23 sekunder. Inden Øksnehallen nåede det lige at få den dér, “er det helt håbløst det her?”. Øksnehallen var et specielt sted at spille. Det er jo ikke et spillested. Der er helt lyst. Folk stod bare dér, og det var lidt underligt. Alligevel fik vi jo gode anmeldelser. Men jeg tror mere, det var gensynsglæden, som folk godt kunne lide, end det var selve musikken. Jeg vidste ikke, hvad fanden det var for et arrangement. Det var jo ikke hardcore fans.

Nej, det var en fernisering, ikke?

– Ja, nemlig, og der var rigtig mange af Sørens bekendte og venner, branchefolk og musikere. Alle dem, der var fotograferet. Simpson og Steen Jørgensen og alle de dér. Der var sindssygt mange musikere. Og anmeldere. Det var jo ikke fans, vi spillede for, og derfor var det lidt specielt. Men da jeg havde læst, at det var godt at høre lyden af bandet igen, og at det var godt at høre Sune skrige lidt igen, tænkte jeg, “kanon, mand, vi er ikke glemt – og vi skal nok få en fest nede på Vega!”. Jeg tror, de startede billetsalget klokken ti, og der var udsolgt inden to. Dér måtte jeg sgu skrive til Sune, “for satan, Wagner – der er kraftedme udsolgt, du! Tillykke, gamle dreng!” “Fandme selv tillykke, du!” Dér var vi sgu glade. Det var fedt.

Ikke for at psykoanalysere alt for hårdt på dig og på jer, men jeg tænker, der må have været en eller anden forløsning over at såret, der var opstået ti år tidligere, endelig kunne heles. Eller er det for meget at lægge i det?

– Jeg forstår godt, hvad du mener. Men jeg vil nærmere sige, at koncerterne blev toppen af kransekagen. Jeg var kommet igennem det. Ikke på sådan en måde, hvor jeg tænkte, at nu skulle Sune og mig være gode venner igen. Sådan er det jo ikke. Men det dér med, at min knold godt kunne forstå det, og at mit hjerte havde sværere ved det, det var jeg kommet igennem. Da der var gået et par år eller tre, så havde jeg det sådan, “okay, så må jeg i gang med noget andet”. Og selvfølgelig løsnede det op, da jeg begyndte at spille lidt med Knallert og så videre. Så på dén måde var jeg kommet igennem det. Det var et møde med en gammel ven, som man ikke havde glemt, men som man ikke havde tænkt så meget over i et stykke tid. Og det er jo altid hyggeligt, når man så stadigvæk svinger sammen.

Intense minder og følelsesmæssige tinder

Hvor meget har du lyttet til Psyched Up Janis-pladerne her de seneste år? Sætter du dem på bare for hyggens skyld en gang imellem?

– Jeg hører dem i perioder. Der kan gå lang tid, hvor jeg slet ikke sætter dem på. Og så kan der være en periode, hvor jeg lige sådan genopfrisker det. For at se, om det stadig holder.

Gør det det?

– Ja, det gør det, men der er helt klart nogle numre, som holder mere end andre. Der er nogle numre, som altid vil holde, tror jeg. Og så er der nogle numre, som jeg tidligere syntes var superfede, men som faktisk bliver mindre og mindre fede. Sådan vil det altid være. Men det er egentlig sjovt at høre det igen. Også fordi, når jeg hører det, så kan jeg mærke stemningen i studiet. Og det er en af de største gaver, synes jeg.

Hvad kan du mærke?

– De tre gange, vi har været i de tre fantastiske studier, har der været en intens, men også afslappet stemning. Intensiteten er der, for du har alle sanser åbne. Du lytter, du mærker, du føler, du er der, og du lytter til de andre. Da vi lavede Beats Me, fortalte Craig om indspilningen af Swell, og hvordan jeg havde siddet, mens Sune var inde og lave det sidste guitarlir. Charles sad omme i sofaen og drak god rødvin, og jeg sad så foran mixerpulten – for jeg havde gjort mit, så nu havde jeg fri, og så syntes jeg bare, det var fedt at sidde dér og læne sig tilbage i læderstolen. Craig rendte frem og tilbage, og hver gang han kiggede på mig, så lavede jeg bare den dér (rækker to begejstrede tommelfingre i vejret). Så jeg har bare siddet og lavet god stemning! Det har jeg egentlig aldrig tænkt over. Men jeg sad bare og tænkte, “hold kæft, hvor lyder det bare godt – vi har lavet nogle fede trommer, en fed bas og al den guitar, der ligger bagved, og sang og kor, og alt lyder perfekt – og så kommer cremen – en eller anden guitar, der bare kører derudad!” Du kan jo ikke gøre andet! Craig elskede det, og det er jo sjovt, for der er sådan nogle øjeblikke, som man heller ikke selv lægger mærke til i situationen. Men det er ligesom, når man lugter noget og får en fornemmelse af et eller andet. Jeg kan ikke køre på arbejde og så lytte til Beats Me og så få alle de dér ting frem. Men hvis jeg sidder derhjemme med stearinlys og lytter til det og lukker øjnene, så lige pludselig, så kommer lugten, så kommer fornemmelserne, så kommer stedet – så kommer det hele. Jeg kan nærmest huske nogle af samtalerne – og Charles, der skal ned og købe vin. Både Craig og Charles er jo store vinentusiaster. Og Charles er jo i øvrigt blevet kæmpestor i USA. Han er blevet mangemillionær, og hans tredje vingård er lige kommet op at køre.

Når du ser tilbage på de ti år fra 1989 til 1999, hvornår vil du så mene, at I peakede som band?

– Det er jo et farligt spørgsmål. Peakede... Det gjorde vi tidligt, kan man sige. Swell var den, der solgte mest. Vi blev mere og mere poppede, men vi solgte mindre og mindre. Det var lidt syret.

Men sådan følelsesmæssigt for dig, hvad var så den ultimative tinde?

– Der har været flere ting. Da vi blev spillet på MTV den første gang. Det var sgu stort. Vi sad og ventede nede på en pub og ventede og ventede. Så havde de lavet en fejl, og så kom den først næste søndag. I Headbanger’s Ball. Men der skete ikke en skid, mand. Vi ventede tre søndage i træk – og så kom den endelig. Vanity. Og så var der Europa-touren som opvarmning for Killing Joke. For satan, mand. Det var for sindssygt. Selvfølgelig at spille på Roskilde første gang. Det var rimelig heftigt. Men det lå lidt i kortene, fordi vi havde spillet til det, der hedder Venue. Og hvis man havde spillet til Venue, var chancerne for at spille på Roskilde ret store. Og at komme på Grøn for første gang året efter, det var kraftedme også fedt. Så var Orange også stort, men der var bare noget ved Grøn. Og det syntes Sune også. Selve scenen på Grøn er større end den på Orange faktisk. Og så det dér med at der var forhæng ned, så du kunne gå selv og lave lyd – samtidig med, at du kunne høre folk bagved – “Psyched Up!” – det var for sindssygt. Det var kraftedeme fedt. Vi spillede på Grøn tre gange, og den var bare så meget federe end Orange. Det tror jeg, den er for langt de fleste bands, som ikke kan samle mere end de dér 20.000 folk foran Orange. Jeg kan godt forstå de bands, der trækker 60–70.000 – de skal selvfølgelig spille dér. Men hvis du trækker de dér 15–20.000, så er det da federe med et proppet telt, frem for bare at have folk i inderkredsen, og at det så ellers bare tynder ud. Lyden er også anderledes. Den er sgu fed nede på Grøn. Og så var der den første gang, vi spillede i London, hvor din bror var der. Vi tænkte, “hvad fanden laver du i London – er det tilfældigt?” “Nej, jeg skal høre jer!” “What!?” Det var syret! Og CBGB’s. Fucking hell, altså. Og at sidde på et eller andet vildt kontor på 24. etage i New York, hold nu kæft mand. Atlantic Records. Vi var faktisk tæt på at få en pladekontrakt.

Det sidste spørgsmål er det oplagte. I 2009 var der snak om – i hvert fald fra Sunes side – at I godt kunne finde på at spille nogle flere koncerter sammen. Er det noget, I har snakket om de seneste par år?

– Ingen kommentarer.