Sia: Jeg kunne sagtens have fuldstændig kontrol, hvis jeg ville

Så vidt er Sia, udover sine forrige fire soloudgivelser, kendt for at have leveret vokaler til den britiske duo Zero 7. Derudover har mange stiftet bekendtskab med hende i forbindelse med brugen af hendes musik i tv-serier som Six Feet Under og The O.C., ligesom de seriøst betonede klaveranslag fra nummeret Breathe Me har fundet vej til mangt en tv-reklame – herhjemme som akkompagnement til Lars Brygmanns Nykredit-monolog om at tænke nyt.

Guidet grundigt af sit management, har Sia helt bevidst ladet denne promoveringsstrategi være afgørende for sin karriere, selv om hun erkender, at hun ærgrer sig over, at et talent alene ikke er nok til at sikre én opmærksomhed og en levevej som musiker.

Foruden det hyppige udlån af sin musik har Sia desuden ladet strategierne lede hende på vej i forhold til hvilke genremæssige retninger, som hendes foregående albums skulle bevæge sig i – men nu har hun endelig fået lov til at lave præcis det album, hun har lyst til. Det udslagsgivende herfor er ifølge Sia selv, at den originale, ansigtsforvridende video til nummeret Buttons – som egentlig ikke skulle have været på det foregående album – blev så stort et hit, at hun nu er et tilstrækkeligt etableret navn.

Dit nye album hedder We Are Born, og min umiddelbare association var “tabula rasa”-teorien om at man fødes med en ren tavle, og så er det ikke til at vide, hvad der fyldes på. Er det tæt på, hvad du selv havde i tankerne med den titel?

– Det er en ret fantastisk måde at forstå den på. Jeg tror, at min personlige læsning af titlen vil udvikle sig i løbet af de kommende år, men lige nu er det sande svar, at jeg tog titlen fra en linje i min yndlingssang på pladen. Den sidste pladetitel (Some People Have Real Problems, red.) skulle jeg forklare 30.000 gange, så jeg tænkte, at nu ville jeg bare kalde den et eller andet pissesimpelt! Men jeg kan faktisk bedre lide din læsning, så lad os sige, at det er historien bag!

Strategierne er vigtigere end talentet

Hvordan er albummet forskelligt fra de tidligere?

– Det er mere poleret, men det er også mere slagkraftigt. Jeg ville gerne lave en uptempo-plade, og det fik jeg endelig lov til. Indtil da havde alle folk fortalt mig, at jeg var en downtempo-kunstner, og at jeg ikke kunne udgive anden slags musik, for ellers ville jeg “forvirre markedet”. Og så ville jeg udbryde, “hvilket marked?! Jeg har jo kun solgt 8000 plader eller sådan noget!”. Det var virkelig frustrerende, for jeg havde jo ikke rigtigt de fans, som de mente, jeg ville forvirre. Jeg spurgte dem, hvorfor Beck fik lov til at lave en helt ny slags plade hver eneste gang, og så sagde de, “fordi han har etableret sin identitet, og du er stadig en nobody”. Aha, så forstod jeg det!

Det lyder lidt som om, du ikke helt kan stå inde for Some People Have Real Problems.

– Jeg synes, det er et okay album. Jeg gjorde aldrig noget decideret imod min vilje. Det var en klog beslutning, som jeg var nødt til at træffe. Hvis jeg ville have saboteret min karriere, så kunne jeg have ignoreret alle de råd, jeg fik fra folk.

Så det var en forretningsmæssig beslutning, snarere end en kunstnerisk?

– Ja, absolut. Min første plade (Healing Is Difficult, red.) hørte jo til i urban-sektionen og var nærmest hiphop, men så tog jeg nogle skridt i en anden retning og blev så til det her downtempo-monster – og det har jeg så været i gang med at bevæge mig væk fra i ret lang tid!

Du har sagt, at musikbranchen ikke handler om talent, men om strategier. Blev du trist eller glad, da du nåede den erkendelse?

– Jeg blev ked af det, men heldigvis har jeg gode strateger, der har sikret, at jeg kan leve af min musik, og det er jeg lettet over. Men jeg synes virkelig, det er trist, for der er så mange talentfulde mennesker derude, som aldrig bliver eksponeret i den grad, de fortjener, bare fordi de ikke har et hold af markedsføringsfolk bag sig. Men markedsføringen er ikke en del af mit arbejde – det er at skrive sangene, indsynge dem og så fremføre dem for folk. Jeg kunne sagtens have fuldstændig kontrol, hvis jeg ville, men jeg ved ikke, hvordan man håndterer den slags ting, så det stoler jeg på, at andre kan gøre for mig på en fornuftig måde.

Veto imod modeprogrammer

I Danmark er der mange, der primært kender dig på grund af den tv-reklame, som Breathe Me var med i. Hvordan har du det med det?

– Det er vel okay. Det er jo en måde at tjene nogle penge på. Jeg er jo lidt nødt til det, for det betaler min husleje og sådan. Og for nogle år siden troede vi ikke, at der rigtig var en chance for, at jeg nogensinde ville blive populær i Europa, så vi tænkte, vi kunne slippe afsted med det!

Hvad ville du nedlægge veto imod?

– Modeprogrammer og sådan nogle shows, hvor de går med pels. Det synes jeg er helt vildt ulækkert. Alt der påfører dyr lidelse på nogen måde. Men jeg tror, der bliver sagt ja til det meste. De holder dog lidt igen med Breathe Me, fordi de ikke vil “udvande produktet”, som de kalder det.

Men sætter du pris på den eksponering, du får fra tv-reklamerne, eller ærgrer du dig og ser det som et nødvendigt onde?

– Det sidste. Jeg synes det er klamt!

Hvordan er det så at høre sine sange som underlægningsmusik?

– Det er til gengæld fantastisk! Virkelig! Det kilder i maven. Man sidder dér og ser en tv-serie, og man er helt opslugt, også følelsesmæssigt – og så kommer der pludselig noget musik. Der går tit 10–15 sekunder, før jeg opfatter, at det er min egen musik. Først er det lidt akavet. Man spekulerer på, om det er sådan lidt for onani-agtigt, at man virkelig synes, det er fedt. Men hvis der ikke er andre i lokalet, så jubler jeg!

Samarbejdet med Christina Aguilera

Opfølgeren til Christina Aguileras 2006-album, Back To Basics, får titlen Bionic, og det er sat til udgivelse samme dag som Sias album. Det er imidlertid ikke det eneste sammenfald – Sia har nemlig skrevet fire sange sammen med Aguilera, og hun fortæller her, hvordan samarbejdet kom i stand.

– Hun spurgte bare mit management, hvilket var helt vildt underligt. Jeg havde allerede forsøgt at komme i snak med hende halvandet års tid tidligere, fordi jeg gerne ville have hende til at synge duet med mig på Death By Chocolate, men min daværende manager kom til at skrive hendes navn som “Christine”, og jeg tænkte straks, at dér røg dén mulighed! Så der skete ikke noget, og hun forespørgslen nåede sikkert aldrig frem til hende. Men hun har så siden fortalt mig, at hun har været fan af mig siden Zero 7-tiden – og jeg sagde selvfølgelig ja, da hun henvendte sig.

Du spillede Apples To Apples (populært amerikansk brætspil, red.) med hende. Hvad er det mest interessante, der blev afsløret i løbet af det spil?

– At hendes humoristiske sans ikke er ligeså dyster som min! Jeg lavede en virkelig grum vits om etnisk udrensning, som gav mening i forhold til Apples To Apples, og jeg var overbevist om, at de ville synes, den var sjov. Men nej...