Er det på tide at indhegne alkoholsalget ved store udendørskoncerter?

Når man går til koncert, hvad er det så for en oplevelse, man ideelt set skal have med hjem?

Inden for den klassiske musik er der en række fortrinsvist uskrevne regler, der gerne skal få folk til at tie stille og lytte fokuseret til musikken – og kun udtrykke deres begejstring på bestemte tidspunkter.

Inden for den rytmiske musik – og ved pop- og rockkoncerter i særdeleshed – er de uskrevne regler noget anderledes. Ved alt fra intime klubshows til stadionkoncerter dyrkes den direkte kontakt med de fremmødte, som stort set altid er velkomne til at juble, synge med, klappe i takt og på lignende vis gøre sig selv til en del af oplevelsen.

Den klassiske og den rytmiske koncertoplevelse er dermed to ret forskellige størrelser: Den ene beder om tavshed og fokus, mens den anden indbyder til højlydt og festlig indlevelse.

Ikke desto mindre har begge disse typer af idealiserede koncertoplevelser én altoverskyggende ting til fælles: I begge tilfælde handler det helhjertet om musikken.

Som koncertarrangør med dette hele hjerte på rette sted må ambitionen derfor være at skabe de rammer, som den bedst tænkelige udgave af den pågældende koncert kan udfolde sig i.

Man kan ikke styre de optrædende. Hvis de sløser på scenen, er der naturligvis ikke noget, der går op i nogen højere mindeværdig enhed. Man kan heller ikke gardere sig mod et publikum, der ikke lige er i den rette stemning.

Men den oplevelse, som publikum går hjem med, påvirkes i allerhøjeste grad af de rammer, som koncertarrangøren har sat op.

Lad os med dette in mente kigge nærmere på den koncert med Guns N’ Roses, som Live Nation – verdens største koncertarrangør – havde arrangeret 29. juni i Eskelunden i Aarhus. Her bliver det centrale spørgsmål: Set med Live Nations øjne, handlede det så helhjertet om musikken?

Har der siddet en person og nøje overvejet, hvordan man bedst muligt kunne facilitere en tre timer lang koncert med et klassisk rockband på en måde, der ville sikre den bedst mulige oplevelse for flest mulige af de titusindvis af fremmødte?

Hvis det er tilfældet, så er der tale om en person, der burde overveje at finde et andet job.

Men det har der nok næppe.

Det hænger snarere sammen på en helt anden måde: Ved en stor udendørskoncert som denne ser man tilsyneladende publikum mindre som mennesker, der skal have en stor musikalsk oplevelse, og mere som potentielle købere af fadøl og shotsrør.

På en måde, der efterhånden fremstår ret bedaget, bliver antallet af stærkt alkoholpåvirkede personer dermed dominerende for oplevelsen. Også oppe i den såkaldte ’Golden Circle’, hvor man ellers har skullet betale ekstra for at komme tæt på de optrædende – og dermed måske kunne forventes at fokusere mere på musikken og mindre på indtagelsen af den næste genstand.

Hvilket flertallet afgjort også gør. Men som bekendt kan selv én enkelt beruset person påvirke oplevelsen i negativ retning for ganske mange mennesker omkring sig.

Konsekvensen er på absolut forudsigelig vis, at mængden af stærkt berusede, hensynsløse og i enkelte tilfælde voldsparate personer støt vokser igennem den lange koncert. Jo højere den kollektive promille er, jo mindre handler det om musikken.

Blandt mange fremstår musikken absolut sekundær, fordi det bliver vigtigere at stå og råbesludre, mens man svajer i vilkårlige retninger, og fadølskrusene skvulper over – gerne med ryggen til scenen og ude af stand til at registrere selv en gigantisk publikumspleaser som ’November Rain’.

Guns N’ Roses gør det ikke nemt for Live Nation ved at spille i tre timer, og en sætliste på to timer uden helt så mange deep cuts havde sandsynligvis resulteret i en bedre oplevelse for flertallet af de fremmødte. Nogen må få lært Axl Rose og Slash, at mantraet ’less is more’ også gør sig gældende i denne sammenhæng.

Når det er sagt, så var der absolut intet, som i forhold til varighed eller sætliste skilte sig markant ud fra de koncerter, bandet generelt har givet de sidste mange år. Med andre ord vidste Live Nation uden tvivl, hvad der var i vente fra bandets side. Alligevel lod man Eskelunden forvandle sig til et provinsielt alkoholorgie.

Er der imidlertid overhovedet noget at gøre, hvis man ikke ændrer på den omstændighed, at horder af Guns N’ Roses-fans skal samles til en koncert på en græsplæne i Jylland? Er der nogen som helst vej udenom alkoholorgiet?

I Nordamerika er det ganske normalt, at både salget og indtagelsen af alkohol foregår i et afgrænset område – ofte kaldet en beer garden. Området må naturligvis gerne forlades, men de alkoholiske drikke må ikke tages med ud.

Konceptet skyldes den noget mere strikse alkohollovgivning om alkohol, men effekten er eftertragtelsesværdig, også i en dansk kontekst: Der opstår nemlig en generel fysisk adskillelse mellem dem, der er kommet for musikkens skyld, og dem, der er kommet for at drikke sig i hegnet.

Det mærker man også i kraft af, at der ikke længere er den evindelige trafik af fulde mennesker med fadølskander, der lige har været oppe og hente en ny omgang til sig selv og deres venner – og som med et sløret blik i øjnene nu skal mase sig tilbage til sin plads oppe foran scenen.

I Sverige er alkohollovgivningen også strammere, end den er i Danmark, hvilket tilsvarende skærper forholdene i forbindelse med koncerter og andre kulturbegivenheder.

Spørgsmålet bliver, om man kunne forestille sig, at Live Nation ville afprøve et koncept for indhegning af alkoholsalget ved udendørskoncerter i Danmark – også selvom loven ikke dikterer det?

Det er svært at forestille sig, for det vil naturligvis reducere alkoholsalget, ligesom der sikkert også ville være en portion folk, der så slet ikke ville købe billet. Ganske enkelt fordi de ikke ville få lov til at omfavne en af de mest uempatiske sider af den danske alkoholkultur.

Så det fremstår som lidt af en håbløs ørkenvandring. Med knuste shotsrør under fødderne.

Men så længe, der ikke gøres noget for at regulere alkoholsalget på en måde, der kan skabe en bedre koncertoplevelse for flertallet af de fremmødte, kan vi konkludere – også i denne kontekst – at det tilsyneladende er den rå kapitalisme, der i sidste ende dikterer prioriteringerne hos Live Nation.

Snarere end ønsket om at skabe de størst mulige oplevelser for de mennesker, der har købt koncertbilletter i dyre domme.