Derfor er ’kulturel oprustning’ et problematisk begreb

Det er blevet populært at tale om ’kulturel oprustning’.

Kulturministeren benytter sig gerne af begrebet og har ligefrem kaldt kulturen for et “afgørende forsvarsvåben”.

I Kulturmonitor har man kunnet læse separate indlæg fra kulturordførerne fra både Socialdemokratiet og Venstre, hvor de også slår på tromme for kulturel oprustning.

Kulturskolerne vil være en del af denne oprustning, og instruktørerne bag Dogme 25 bruger begrebet til at beskrive deres initiativ, som samtidig er “et forsvar for det, vi har kært”.

I Weekendavisen har Svend Brinkmann været på banen om samme emne. I Jyllands-Posten har Dorthe Weinkouff Barsøe, Mads Kähler Holst og Brian Mikkelsen i fællesskab slået fast, at “kulturel oprustning er en bunden opgave”.

Det er ikke svært at forstå, hvad folk mener med kulturel oprustning. Samtidig er det selvfølgelig et både oplagt og stærkt begreb som modstykke til den militære oprustning, der desværre er blevet et højaktuelt tema.

Der er dog noget ved begrebet, der skurrer.

For hvordan vi end vender og drejer det, forbliver ’oprustning’ et ord, der hører hjemme i krigsterminologien. Det tjener i sidste ende kulturen dårligt at blive italesat med militære termer. Som en enhed, der skal tildeles nye, større og bedre våben – hvilket jo er det, der ligger i en oprustning.

Det gør sig gældende, uanset hvor metaforisk brugen af dette begreb end måtte være.

For krigens sprog reducerer hurtigt alting til en binær logik, hvor den ene side er i krig med den anden. Hvor dem der opfatter sig selv som gode kæmper og forsvarer sig mod dem, de opfatter som onde. Hvor der er nogen, der vinder en krig, og nogen, der taber den.

Netop denne binære logik er det, der gør ’kulturel oprustning’ til et problematisk begreb. For kulturens sprog – og særligt sådan, som vi generelt taler om kultur i Danmark – er det stik modsatte af binært. Tværtimod er kulturens sprog i sin natur mangfoldigt.

Det er en grundværdi i kulturlivet, at man gerne hører fra så mange forskellige stemmer som muligt. Diversitet er ikke noget, man blot tolererer, men noget man tilskynder og stræber efter at opnå i kulturlivet, fordi mangfoldigheden af stemmer er den bedste modgift mod intellektuel ensretning.

Fundamentalt handler det om troen på, at vi ved at være inkluderende over for hinanden også øger chancen for at berige hinanden – kunstnerisk, intellektuelt, menneskeligt. Eller blot kulturelt.

Det handler om troen på, at det er bedre at berige end at bekrige hinanden.

I kulturlivet opererer man således heller ikke med et erklæret slutmål om at vinde over nogen. Tværtimod er det en generel ambition for kulturens aktører at styrke menneskeheden ved at øge tolerancen, mangfoldigheden og lysten til denne gensidige kulturelle berigelse.

Så hvis krigens grundpræmis er, at ’du skal tabe, for at jeg kan vinde’, er kulturens grundpræmis snarere således: ’Jo stærkere du står, jo stærkere står vi alle sammen’.

Hvor styrke vel at mærke ikke måles i militær magt, men i hvor solidt det kulturelle fundament er.

Hvis vi skal forstå kulturens potentiale i en global krisetid, giver det derfor ultimativt mere mening at snakke om kulturelt ambassadørskab.

En ambassadør er som bekendt en aktør, som via sin diplomatiske indsats skal styrke relationerne til andre aktører – og dermed bidrage til at hindre, at en krig overhovedet bryder ud.

Lyder det ikke væsentligt tættere på kulturens rolle i en global krisetid?

Skifter vi ’oprustning’ ud med ’ambassadørskab’, bliver det samtidig også lettere at forstå de forskellige debatter og tiltag, der finder sted på kulturområdet.

Når kulturministeren eksempelvis vil have en fælles nordisk streamingtjeneste, så er det uden tvivl en form for kulturelt ambassadørskab.

Det samme er det stærke fællesnordiske initiativ, NORD 55°, og det arbejde, som Dansk Kulturinstitut udfører – såvel som alle andre kulturelle initiativer, der peger udad mod verden og styrker Danmarks position på den globale scene.

I andre sammenhænge klinger ønsket om ’kulturel oprustning’ dog lidt af bare at være en ny version af det velkendte argument om, hvorfor kulturlivet fortjener flere midler.

Men mon ikke, at dén argumentation også står stærkere, når den ikke pakkes unødigt ind i militaristisk retorik?