Fadæsen om Sebastian Kleins dyrebog rummer vigtig lærdom om AI

I september beskrev jeg, hvordan generativ AI har skabt et kapløb blandt kulturlivets aktører. Nemlig et kapløb om at inddrage teknologierne og kunne profilere sig på at være på forkant med udviklingen. Jeg konkluderede følgende:

“Det er et kapløb, som man kan deltage i, uanset om man egentlig tilbyder noget, der for alvor er banebrydende – eller snarere bare plukker de lavthængende frugter, fordi man ikke helt kan forstå, at andre ikke allerede har plukket dem.”

Nu har vi så fået demonstreret, at de lavthængende AI-frugter af og til er rådne. Og når det er tilfældet, så skal man undlade at plukke dem.

Den erkendelse nåede Sebastian Klein og Forlaget Carlsen desværre ikke at opnå, før de sendte ’Danmarks 100 mest skøre historier om dyr i zoo’ på gaden – en bog propfyldt med AI-genererede illustrationer, hvoraf mindst 50 var så problematiske, at forlaget besluttede at trække den tilbage fra boghandlerne, mens Klein selv betegnede det som en “svipser”.

Opdagelsen blev åbenbart ikke gjort af hverken Klein eller forlaget selv. Den blev gjort af Weekendavisens journalist Christoffer Zieler, der blandt andet kunne konstatere, at en hjort havde et ben for meget og en pige en finger for meget.

Vi er ikke ligefrem på Watergate-niveau, hvis vi skal evaluere det journalistiske graverarbejde, der er gået forud for Zielers afsløring. Han har ganske enkelt talt lemmer, præcis som bogens unge læsere også må forventes at være i stand til.

Dette er naturligvis ikke nogen kritik af Zieler, for han har gjort et glimrende stykke arbejde. Det er en vigtig historie at få ud, og Klein har med sin beklagelse og forlaget med sin tilbagetrækning gjort det rigtige.

Men det tyder alt sammen på, at der er godt og grundigt behov for det, man kunne kalde almen dannelse på AI-fronten.

Hvis selv professionelle aktører fra forlagsverdenen ikke har blik for de svipsere, som generativ AI begår igen og igen, så er der god grund til at tro, at mange menige borgere heller ikke har. Som Marie Priem, forperson for de danske illustratorer organiseret hos Dansk Forfatterforening, påpeger her i Kulturmonitor:

“Det virker underligt og ret vildt, at en bog med så mange fejl kan gå hele vejen igennem en redaktion, som man må forvente består af en forfatter, en redaktør, en layouter og vel også af den person, der har promptet billederne. Der er mindst fire-fem personer, der har sagt god for den.”

Det er værd at stille sig selv spørgsmålet, om det så egentlig er selve brugen af generativ AI, der er problemet – eller om det snarere er den dårlige brug af den.

Alle, der har et vist kendskab til AI-baserede billedgeneratorer, må være enige i, at det ikke umiddelbart handler om, hvorvidt eksempelvis Midjourney er i stand til at generere børnevenlige billeder, hvor antallet af lemmer stemmer.

Det handler snarere om, at man ikke har givet tjenesten den rette prompt. At man ikke har regenereret eksempelvis den del af billedet, der rummer en hånd med seks fingre. Eller at man ganske enkelt ikke har haft tålmodighed nok til at få genereret et billede, der faktisk lever op til det krav om realisme, som man nu engang arbejder ud fra.

For nu at citere illustratorernes forperson igen:

“Det er mit personlige håb, at man bliver træt af at se på de her AI-genererede billeder i længden, for alt kommer til at ligne hinanden. Derfor håber jeg, at dem, der sidder på redaktionerne, i stedet vil prioritere solide illustrationer tegnet af mennesker.”

Det er et stærkt sympatisk håb, som alle, der værdsætter menneskelig kreativitet, bør dele. Men hvis AI-genererede billeder i for høj grad ligner hinanden, skyldes det først og fremmest, at man ikke udnytter tjenesterne til at generere billeder inden for et næsten uendeligt antal stilarter.

Skulle man så her finde på at hævde, at ingen tjenester faktisk er tilstrækkeligt gode til at generere billeder med lige præcis den grad af realisme og i lige præcis den stilart, man godt kunne tænke sig – ja, så har man givetvis ret.

Men som alle nok ved, så går udviklingen på AI-fronten rasende hurtigt, og derfor er det formodentlig kun et spørgsmål om tid – kort tid – før en sådan tjeneste faktisk findes.

Heri ligger den allerstørste udfordring. Både for aktører som Sebastian Klein og Forlaget Carlsen og for menneskeheden som helhed.

For jo bedre tjenesterne bliver, og jo bedre mennesker bliver til at bruge dem, jo større bliver behovet for at kunne skelne AI fra ikke AI. Inden længe kommer det nemlig til at handle om meget mere end blot at tjekke, om antallet af kropsdele nu også er naturtro.

Det allermest sandsynlige er nok, at vi allerede nu omgives af billeder, som de fleste slet ikke aner er AI-genererede. Netop fordi de mest kyndige brugere af tjenesterne allerede gør det ualmindeligt svært for os at skelne.