Kan en sygemelding med stress faktisk mindske risikoen for tab af erhvervsevne?

Hvor stor er risikoen for, at du taber din erhvervsevne? Har du tidligere haft stress og stresslignende symptomer, så er den åbenbart så stor, at du ikke uden videre kan blive forsikret mod tab af selvsamme erhvervsevne.

Det er i hvert fald den klare melding, som denne kroniks underskrivere begge har fået – uafhængigt af hinanden og i øvrigt fra hvert sit store pensionsselskab. Dem skal vi undlade at nævne navnene på, for den pointe, vi ønsker at formidle her, er af mere principiel karakter.

Vores forløb minder overraskende meget om hinanden: Den ene af os gik ned med stress i 2013 og blev sygemeldt. Det blev bearbejdet med professionel psykologhjælp. Tidligere i år dukkede nogle stresslignende symptomer op, men de blev effektivt håndteret og gik i sig selv igen.

Den anden gik ned med stress i 2020 og blev ligeledes sygemeldt. Her trådte både en professionel psykolog og en coach til for at bearbejde situationen. Men tidligere i år dukkede der ligeledes nogle symptomer op, som også blev håndteret effektivt – og gik i sig selv igen.

Vi er begge selvstændige erhvervsdrivende i Horsens, ligesom vi begge har stiftet familie og er fædre til små børn. Så som ansvarlige familiemennesker og samfundsborgere forsøgte vi omtrent på samme tid at forsikre os mod tab af erhvervsevne. I begge tilfælde fik vi afslag.

Den ene af os fik tilbudt at blive helbredsvurderet igen, “når du ikke har haft psykiske symptomer eller konsulteret en behandler af enhver art for psykiske symptomer i fem år”. For den anden var ordlyden næsten magen til, men kravene endnu strammere – for han fik at vide, at han skulle vente hele syv år.

Hvis en bilist beder om at få forsikret sin bil, og vedkommende har haft fem uheld det seneste år, så er det forståeligt nok, at et forsikringsselskab er skeptisk i forhold til at få denne person som kunde. Der er et håndgribeligt adfærdsmønster, og der er en begrundet mistanke om, at det nok ikke er sidste gang, at personen er involveret i et biluheld.

Det føles, som om det er den samme form for logik, der huserer hos pensionsselskaberne, når de afviser at forsikre tidligere stressramte personer mod tab af erhvervsevne: “Du har tidligere udvist svaghedstegn – ja, godt nok for en del år siden efterhånden, men det tyder på, at du kunne finde på at bukke under igen! Hvis du så meget som opsøger en behandler for at sikre dig, at din psyke ikke tilter, så nulstiller vi sgu uret. Så skal du vente endnu længere tid, før vi overhovedet vil overveje, om du er stabil nok i knolden til at blive kunde hos os!”

Men det føles som en fuldkommen forkert forståelse af, hvad det indebærer at have været stresssygemeldt.

Som det formodentlig er tilfældet hos et markant flertal af tidligere stresssygemeldte, har vi begge oplevet, at en sådan sygemelding kaster et væld af erkendelser af sig.

En stresssygemelding er den uovertrufne læremester, som ingen ønsker at gå i skole hos, men som lærer én så ufatteligt mange ting om én selv og éns grænser, at man næsten kan tage selv i at blive taknemmelig for at have gennemlevet den.

Måske netop fordi man føler, at man har lært symptomerne så godt at kende, at risikoen for igen at gå ned med stress er markant mindre. For nu ved man, hvordan det føles, og man kan genkende symptomerne langt tidligere.

Har man aldrig haft brug for de værktøjer, der kan bekæmpe stress, så ved man heller ikke, hvad man skal gribe ud efter, når behovet pludselig melder sig. Men netop fordi vi begge har disse værktøjer i bæltet, kunne vi også begge tage dem i brug, da vi parallelt men fuldkommen uafhængigt af hinanden mærkede, at symptomerne begyndte at melde sig tidligere på året.

Konklusionen er, at vi begge føler, at risikoen for, at vi mister erhvervsevnen faktisk er blevet mindsket som følge af vores sygemeldinger for år tilbage – snarere end forstørret, sådan som pensionsselskaberne ellers giver udtryk for. En af os præsenterede i øvrigt dette grundlæggende argument over for det pågældende pensionsselskab med en bøn om at blive forsikret alligevel. Det gjorde ingen forskel.

Så i stedet skriver vi denne kronik, der forhåbentlig kan kickstarte en debat om, hvordan vi som samfund forstår stress: Hvad det indebærer at få stress, hvad man tager med sig fra et sygdomsforløb – og hvorvidt det på nogen måde er rimeligt at afvise at forsikre folk mod tab af erhvervsevne, fordi de har haft stress.

Som minimum kan man håbe på, at den noget kategoriske afvisning elimineres, så der åbnes en dør for, at man alligevel kan blive forsikret – på trods af éns stresshistorik.