Lektion 4:
Vælg autofokuspunkt manuelt

Det er indlysende, at det rette fokus i et foto er afgørende for, om billedet er godt eller ej. Har du for eksempel taget et portræt, hvor fokus er på baggrunden i stedet for personen, vil det blive anset for at være mislykket (med mindre det af kunstneriske årsager var helt med vilje, naturligvis).

Ved at lade kameraet gætte på, hvad der skal være i fokus – sådan som det for eksempel vil gøre, når det står på Auto-indstillingen – giver du afkald på at styre et af de vigtigste aspekter ved at fotografere. Vel er det smart, at det i mange tilfælde kan gætte rigtigt, men hvorfor ikke have fuld kontrol over fokuseringen altid?

Alle spejlreflekskameraer er udstyret med et antal autofokuspunkter. Nogle kun med tre, andre med over halvtreds, mange med omtrentligt ti. De er jævnt fordelt ud over kameraets søgerfelt, og når du har indstillet dit kamera til det (ved at vælge "single-point autofocus" eller noget tilsvarende), kan du manuelt vælge hvilket punkt, der skal være aktivt.

Sådan vil det omtrentligt se ud i søgeren. De fleste kameraer vil fra starten være indstillet til selv at regne ud, hvor fokus skal ligge, og derfor skal du selv ændre metoden..

Hvis du f.eks. vælger et punkt, der ligger i venstre side, vil kameraet fokusere på den del af motivet, der ligger bag dette autofokuspunkt – sådan som det fremstår, når du kigger gennem søgeren. Dermed kan du sørge for, at du altid har præcis dét i fokus, som du ønsker.

Her er valgt et fokuspunkt til højre i billedet. Kameraet ville formodentlig have valgt at fokusere på hånden, hvis det selv havde fået lov at bestemme.

Minimér nødvendigheden af ”fokusér-og-rekomponér”

En klassisk måde at fokusere på er at rette kameraet på motivet, så det, der skal være i fokus, er lige i midten. Dernæst trykker man så udløseren halvt ned, så kameraet stiller skarpt, og dernæst rekomponerer man så billedet, som man ønsker.

Dette er en uhensigtsmæssig måde at fokusere på, når du fotograferer med spejlreflekskamera. På et kompaktkamera gør det ikke så meget, fordi dybdeskarpheden her altid er meget stor. Men på et spejlreflekskamera er dybdeskarpheden en meget mere nuanceret størrelse, og når man rekomponerer, er der risiko for to ting:

• Fordi det i sagens natur tager et stykke tid at rekomponere – måske under et sekund, måske mere – kan motivet nå at flytte sig og vil i så fald ikke være helt i fokus, når billedet faktisk tages.
  
• I det, du rekomponerer, flytter du på kameraet, og det ændrer afstanden mellem kamera og motiv. Jo større blænde du har valgt, og jo tættere på motivet du er, jo større betydning vil denne ganske lille forskel i afstand få. Det kan få det knivskarpe fokus, der ellers lå lige i motivets øje, til at rykke sig til eksempelvis næsetippen.

Når du tager portrætter er tommelfingerreglen netop, at fokus skal ligge – som man siger – lige i øjet. Derfor skal du vælge et autofokuspunkt, der ligger så tæt på øjet som muligt i den ønskede komposition. Naturligvis kan det være svært lige præcis at få et autofokuspunkt og øjet til at ligge lige oven i hinanden, og derfor er en diskret rekomponering naturligvis ofte nødvendig. Dette gør ikke så meget – men jo mindre flytten rundt på kameraet, og jo kortere tid, der går mellem fokuseringen og billedet faktisk tages, jo bedre.

Et foto som dette ville ikke have fungeret, hvis fokus ikke lå præcist i øjet.

Efter lidt tid og øvelse vil du kunne styre valget af autofokuspunkt lynhurtigt med højre hånd – uden, at du behøver fjerne øjet fra søgeren. Det bliver dermed en helt naturlig del af det at fotografere og noget, som man slet ikke tænker over. I praksis betyder det, at du fanger flere gode billeder, fordi du intuitivt har fuld kontrol over fokuseringen – hele tiden.

Repetitionsspørgsmål

• Hvad risikerer man ved at lade kameraet styre placeringen af fokus?
• Hvorfor skal man minimere nødvendigheden af ”fokusér-og-rekomponér”?
• Hvor skal fokus ligge, når du tager portrætter?